Hjertestarterdagen afholdes den 16. oktober 2019 i hele landet

Onsdag den 16. oktober afholdes den årlige hjertestarterdag. Derfor står instruktører fra Hjertestartnu klar til at vise børn, unge og voksne, hvordan man benytter en hjertestarter og yder genoplivning ved Medicinsk Museion i København og Randers Bibliotek.

Hjertestarterdagen er en årlig begivenhed, hvor børn, unge og voksne kan deltage i et væld af gratis aktiviteter, der ruster dem til at redde liv, hvis de bliver vidner til et hjertestop. Dagen markeres i hele landet og sætter kampen mod hjertestop i højsædet. Dagen skal vise danskerne, at alle kan redde liv med simple teknikker og hurtig reaktion.

Prøv kræfter med genoplivning og brug af hjertestarter

Instruktørerne fra Hjertestartnu viser, hvordan man benytter en hjertestarter og giver hjertemassage samt kunstigt åndedræt til personer, der er blevet ramt af hjertestop. Man får mulighed for benytte en hjertestarter-træner samt give hjerte-lunge-redning til en genoplivningsdukke. Alle kan være med, dette gælder både børn, unge og voksne. Børn kan yde genoplivning fra 12-årsalderen, og alle kan ringe 1-1-2, selv mindre børn.

En lærerig oplevelse

Instruktørerne står klar til at forklare om nye tiltag og redskaber, der hjælper i kampen mod hjertestop. De viser, hvordan man installerer 1-1-2 appen og forklarer hjerteforeningens nye tiltag hjerteløbere. Instruktørerne står ligeledes klar til at besvare spørgsmål om hjertestop og genoplivning, og der afholdes en konkurrencequiz, hvor man har mulighed for at vinde en fin præmie.

Størstedelen af alle hjertestop sker i hjemmet

Tre ud af fire hjertestop sker i hjemmet. Derfor er det yderst vigtigt, at husstandens medlemmer er i stand til at kunne træde til i tilfælde af hjertestop. I løbet af de seneste årtier er der heldigvis sket store fremskridt, og flere overlever hjertestop. I Danmark rammes omkring 4.000 personer af hjertestop hvert år uden for hospitalet. Dette svarer til ca. 11 personer om dagen.  I 68% af tilfældene træder vidner til og hjælper med genoplivningen. Dette er er en tredobling sammenlignet med 2001.

Arrangementet foregår som åbent hus ved Medicinsk Museion:

Onsdag den 16. oktober 2019 ved Medicinsk Museion, Bredgade 62, 1260 København kl.11-14.00.

Arrangementet foregår som åbent hus ved Randers Bibliotek:

Onsdag den 16 oktober 2019 ved Randers Bibliotek, Stemannsgade 2, 8900 Randers, kl. 15.-16.30.

Hjertestarterdagen:
Den 16. oktober 2019 er det Hjertestarterdag i Danmark og i resten af verden. Initiativet kommer fra EU-Parlamentet og bliver støttet af den internationale organisation ILCOR (International Liaison Committee on Resuscitation). I Danmark står Dansk Råd for Genoplivning og TrygFonden for 7. år i træk bag dagen. En lang række aktører inden for genoplivning inviterer til gratis arrangementer i hele landet, som sætter fokus på, at danskerne skal lære at redde liv. Læs mere på www.hjertestarterdagen.dk og www.restartaheart.eu.

Lad os kontakte dig

  • Hjertestartnu IVS

  • ​Provstegade 4, 2 sal 8900 Randers C

  • CVR: 39 41 36 55

  • +45 26 82 82 67